Regler og vedtægter

Regler

Vi prøver at holde mængden af regler på et lavt niveau, men til de ”uskrevne regler” hører, at vi prøver at holde motordrevne maskiner standset i weekenden efter kl. 12 så vi kan få lov til at høre fuglene synge.
Desuden henstiller vi, at biler så vidt muligt parkeres på egen grund, og at carporte etableres, så de passer ind i det ”grønne miljø”, vi ønsker at bevare.

Vedtægter

§ 1

Navn

Foreningens navn er ”Vesterled Grundejerforening”.

§ 2

Medlemskab

Foreningens medlemmer er ejerne af de parceller, der er udstykket fra matr. Nr. 2 f, 2 u, 2 æ og 2 ø samt en del af parcel 2 c af Hjortespring by, Herlev sogn, i henhold til landinspektør H. Holsts udstykningsplan af oktober 1947, godkendt af Herlev sogneråd. Enhver ejer af en parcel på ovennævnte areal er i henhold til tinglyst deklaration på dennes ejendom pligtig til at være medlem.

Medlemsskabs ophør

Når parcellen afhændes, ophører medlemskabet og alle krav imod foreningen, idet den nye ejer indtræder som medlem og overtager de parcellens påhvilende rettigheder og forpligtelser.

§ 3

Formål

Foreningens formål er at varetage medlemmernes fælles interesse med hensyn til deres parcel og de under grundejerforeningen hørende fællesarealer.

§ 4

Ordensregler

Hvor andet ikke er bestemt, er grundejerne pligtige at renholde fortov og vejen ud for sin parcel indtil vejens midte. Grunden skal holdes fri for ukrudt, at dette ikke kaster frø eller sætter rødder på naboens grund. Der må ikke på grunden vokse træer eller buske ud over fortov eller stier, således at det kan være til gene for de gående.

Misligholdelse af ordensregler

Misligholder et medlem ovennævnte pligter, kan det fornødne arbejde foretages på grundejerforeningens foranstaltning for medlemmets regning. Dog først efter at medlemmet skriftligt er givet 14 dages frist til at bringe forholdet i orden.

§ 5

Kontingent

Det årlige kontingent pr. parcel fastlægges af generalforsamlingen og erlægges forud pr. 1. april. Såfremt en parcel har mere end én bolig, betales der pr. bolig. Er et medlem i restance til foreningen ud over 2 måneder, inddrives kontingentet ad retslig vej, efter der forinden er givet medlemmet skriftlig påmindelse om inden 8 dage at indbetale det skyldige beløb. Alle omkostninger herved udredes af restanten.

§ 6

Kontingentets anvendelse

Af det årlige kontingent afholdes alle udgifter foreningen vedrørende såsom: Honorar til formanden og kassereren, vedligeholdelsesudgifter, administrationsudgifter, samt hvad der i øvrigt måtte blive bestemt på en lovlig indvarslet generalforsamling.
Bestyrelsen alene kan kun disponere over de beløb, der er nødvendige til foreningens daglige drift.

§ 7

Generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i maj måned med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Forelæggelse af regnskab
  4. Indkomne forslag
  5. Valg af bestyrelse
  6. Valg af revisor
  7. Eventuelt

Dagsorden med indkomne forslag og årsregnskab udsendes til medlemmerne sammen med indvarslingen til generalforsamlingen senest 14 dage forinden. Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være foreningen i hænde senest den 15. april. Såfremt forslagsstilleren ikke giver møde ved generalforsamlingen, kan forslaget afvises.

Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling afholdes så ofte, bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 1/3 af medlemmerne indgiver skriftlig begæring herom med angivelse af dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med 14 dages varsel med angivelse af dagsorden.

Afstemning

Alle vedtagelser sker med almindelig majoritet af de afgivne stemmer. Lovændringer kan dog kun ske med 2/3 majoritet af de afgivne stemmer. Lovændringer skal godkendes af Herlev Kommunalbestyrelse forinden de træder i kraft. Afstemning sker ved håndsoprækning, medmindre 1/3 af de fremmødte medlemmer eller bestyrelsen kræver skriftlig afstemning. Endelige afgørelser kan kun træffes om emner optaget på dagsordenen. Forinden afstemning finder sted, kan spørgsmålet henvises til urafstemning, når det forlanges at enten 1/3 af de fremmødte medlemmer eller af bestyrelsen. Når indkaldelsen til ordinær generalforsamling eller ekstraordinær generalforsamling er sket ifølge foreningens love, kan ingen indsigelse gøres mod generalforsamlingens lovlighed af den grund, at meddelelsen ikke måtte være kommet medlemmet i hænde. Over generalforsamlingens forhandling føres en protokol, der underskrives af dirigent og sekretær, hvorefter den har fuld beviskraft i enhver henseende.

§ 8

Stemmeberettigede

På generalforsamlingen har hvert medlem én stemme for hver parcel, eller for parceller med mere end én bolig, én stemme for hver bolig. Hvis nogen parcel eller bolig ejes af flere i forening, kan kun en af ejerne afgive stemme, mens de øvrige kan overvære generalforsamlingen uden stemmeret. Stemmeafgivningen skal være personlig, og kan kun afgives af det pågældende medlem eller dennes befuldmægtigede, der skal aflevere sin fuldmagt til formanden forinden generalforsamlingen påbegyndes. Ingen kan afgive stemme på mere end én fuldmagt.

§ 9

Bestyrelsen

På den ordinære generalforsamling vælges en bestyrelse, der består af formand, kasserer og 5 repræsentanter, hvoriblandt bestyrelsen selv udpeger næstformand og sekretær.
Formand og 2 repræsentanter vælges de ulige år, kasserer og 3 repræsentanter de lige år. Der vælges tillige 2 suppleanter. Formanden og kassereren modtager årligt et honorar, der fastsættes af generalforsamlingen. Der vælges endvidere 2 revisorer og 2 revisorsuppleanter.

§ 10

Bestyrelsens forretningsorden

Bestyrelsen leder alle foreningens anledninger og fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen holder møde, så ofte formanden finder det fornødent eller når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer begærer det. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Forhandlingerne indføres i en forhandlingsprotokol, der underskrives af sekretæren og formanden. Udebliver et bestyrelsesmedlem i 3 på hinanden følgende bestyrelsesmøder uden anmeldt lovligt forfald, betragtes denne som udtrådt af bestyrelsen.

§ 11

Regnskab

Regnskabet føres af kassereren i henhold til en af generalforsamlingen fastsat form. Alle udgiftsbilag skal være forsynet med formandens attest. Kontanter på over 500,- kr. skal indsættes på bank eller girokonto, hvorfra de kun kan hæves af kassereren i forening med formanden eller næstformanden. Regnskabet omfatter perioden 1. januar – 31. december. For regnskabsåret udarbejdes et driftsregnskab og en status, der forelægges bestyrelse, revisorer og generalforsamling til godkendelse. Revisionen skal revidere foreningens årsregnskab og bemærkninger indføres i en revisionsprotokol, der forelægges bestyrelsen.

§ 12

Henvendelse til foreningen

Alle forespørgsler og klager foreningen vedrørende indsendes til formanden, der skal forelægge dem for bestyrelsen ved førstkommende bestyrelsesmøde.

§ 13

Ejerskifte

Medlemmerne er pligtige skriftligt at holde foreningen oplyst om bopæl og evt. bopælsforandring, samt salg af parceller med oplysning om køber.

§ 14

Særlige spørgsmål

Fremkommer der spørgsmål, hvorom foreningens love intet foreskriver, er bestyrelsen pligtig at afgøre samme, men skal dog fremlægge sagen ved førstkommende generalforsamling til medlemmernes godkendelse. I særligt vigtige anliggender skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

§ 15

Opløsning af foreningen

Såfremt kommunen frafalder kravet om medlemskab i grundejerforeningen, kan foreningens opløsning kun finde sted efter forslag af bestyrelsen eller 1/3 af foreningens medlemmer og kan kun vedtages efter de samme regler, som ifølge § 7 er gældende for lovændringer. Forslag om ophævelse af foreningen skal tillige indeholde bestemmelser om anvendelse af foreningens formue.

Vedtaget på generalforsamlingen maj 1994 og godkendt af Herlev kommunalbestyrelse til ikrafttrædelse den 1. april 1995